Online mobning er ikke en historie. Det er et problem
Online platforme har et helt enormt potentiale til at være med til at tackle det voksende ensomhedsproblem.
Men det forudsætter, at brugerne tør være sig selv.
Og dette kræver, at virksomhederne designer platformene ud fra vores reelle sociale adfærd og mediets påvirkning heraf - og mindre efter høj aktivitet.
Fordi had, vrede og polarisering netop driver høj aktivitet.
Og intet skriger vrede, forargelse og frygt som et online bøllekobbelangreb på et offer, som har tiltrukket sig opmærksomhed ved at stikke snuden frem.
#Nejtak
Denne artikel slutter med, at vi i kor giver et lammende #Nejtak til opmærksomhedssøgende online mobning.
Men før, vi når dertil, er vi nødt til at se på, hvordan vi har placeret tilfælde af online mobning i en uhensigtsmæssig kategori – kategorien for historier - og bliver nødt til at flytte den over i kategorien for problemer.
Historier underholder, problemer løser vi.
Så længe, vi behandler online mobning som en historie, forbliver tilfældene i kategorien for ting, vi observerer og forholder os undersøgende til.
Men den tilstand bliver en pladsholder for, at vi handler. Vi oplever, at vi handler, fordi vi føler stærkt. Men det gør vi (jo) ikke.
Vi føler forargelse, vrede og empati. Men vores engagement stopper dér, fordi vinklingen ikke rækker til mere.
Vi kender allerede svaret på hvorfor
En historie starter ofte med et nysgerrigt spørgsmål om, hvad der er hændt, og ender med retfærdig forargelse og vrede samt et overflødigt spørgsmål om, hvorfor sådanne ting sker.
Men hvorfor er ikke længere et interessant spørgsmål, for det er for længst besvaret.
Bøllerne er mennesker, der motiverede af egen smerte, frygt og behov for anerkendelse angriber andre, der skiller sig ud fra flokken. De gør for at aflede fra sig selv og for at få anerkendelse blandt andre mobbende, trollende ulve.
Og de gør det, hvor de kan. Selvfølgelig.
Lad os gøre det til en dårlig forretning at rumme bølleadfærd
De sociale medier giver i dag alt for god mulighed for at angribe og få anerkendelse herfor fra ligesindede. Fordi der er økonomi i vreden, forargelsen, frygten – underholdningen.
Og vi er som enkeltindivider alt for dårlige til ikke at give bøller og trolls vores opmærksomhed.
(Det er jo historier, der udspiller sig. Og dem skal vi observere og mærke).
Nok af det!
Over i problemkategorien med mobbe- og trollende kommentarer og indhold. For i problemkategorien har vi arbejdstøjet på og handler.
Og nu kommer vi til det: Komplet negation. Non-validering.
#Nejtak
Vores opmærksomhed fanges naturligt af vrede, forargelse, frygt, men vi kan træne os selv til at vågne op, når vi mærker, vi drages af bøllernes kommentarer om alt mellem himmel og jord.
Som nævnt, er bøllerne der for at blive set, og succeskriteriet er et emotionelt kraftmæssigt match. Du lukker dem ned ved at springe videre.
Du træner din hjerne til at gå kontra. Det er ikke en god historie, du observerer. Det er et problem. Og du løser det ved at sige Nejtak (og husk at anmelde det til platformen).
Nejtak til fremmedgørende stereotyper. Nejtak til mobning. Nejtak til latterliggørelse. Nejtak til misogyni, homofobi, racisme – hadefuldt og dehumaniserende indhold. Nejtak til platforme, der tydeligt fremelsker fornedrende indhold.
#Nejtak er komplet uengageret nullificering. Ingen forargelse, vrede – ingen stillingtagen til kommentarer eller afsender.
Deres (bøllernes og platformenes) succeskriterie er, at du skal reagere stærkt. Men du lægger mobbebolden død og bænker spilleren, indtil vedkommende erfarer værdien i at spille på en socialt værdiskabende facon.
Og det var #Nejtak
Du kan ligefrem skrive #Nejtak, eller du kan sige det til dig selv og træne din hjerne i først at anmelde det og dernæst at bevæge sig videre.
En komplet negation. Non-validering.
Platformene skal nok fange dit Nejtak over tid. For det er sådan, det er. Platforme følger det monetært værdiskabende. Og dét er din opmærksomhed.
Og det var #Nejtak.