Vi har designet vores sociale medier til Onkel Reje-stormen
Mens Onkel Reje og andre i stormens øje mærker konsekvenserne af stormen på deres egen krop som et konkret angreb, fungerer det som underholdning til de øvrige.
Der kører en nyhedscyklus, hvor mediernes selv er og optræder som part sammen med individer, de har i deres stald, hvilket automatisk højaktualiserer historien i medierne, og det hele trækker trafik i et rasende omfang.
Uimodståelig trafik.
Og de oprørte parter kan lette trykket i følelsesapparatet på forsimplet vis og få en momentan holdfølelse undervejs.
Tilsvarende uimodståeligt.
Så er der tilskuerne, som observerer teaterstykket og er underholdt så længe og efterfølgende oplever at få konsolideret oplevelsen af, at sociale medier er et relationelt toilet.
Uimodståelig bedre-end følelse.
Alt det kan vi formentlig godt blive nogenlunde enige om – men hvad så her fra?
Der er behov for et realitetstjek på, hvordan vi har designet vores tilstedeværelse på de sociale platforme efter, at trafik er godt, og mere trafik er bedre.
Realitetstjek på online adfærd
Efter snart et par årtier med sociale medier har vi lært grundtrinene i socialpsykologien bag problematisk adfærd på internettet. Det er på høje tid, vi indretter vores online tilstedeværelse efter det:
Når vi ikke er nær hinanden, kan vi mindre mærke meningen med hinandens udsagn.
På samme måde kan vi mindre mærke, hvordan vores egne udsagn påvirker dem, vi kommunikerer til (og kan slet ikke mærke det tavse publikum).
Vores sociale moral og empati, der regulerer vores adfærd overfor vores medmennesker, mindskes, når vi behandler dem - og de behandler os - som stereotyper. Det dehumaniserer.
Læg dertil muligheden for at agere in cognito samt det menneskelige grundvilkår, at livet indimellem gør rigtig, rigtig ondt. Vi får sår og blå mærker gennem årene, og nogle af dem får vi ikke set ordentlig på, så de manifesterer sig som diffuse smertefulde trigger-punkter, som på vilkårlige (for os selv og andre) tidspunkter kan få os til at lette på låget og lange ud i fx vrede, hvis ikke, vi i bogstavelig forstand styrer os selv.
Hvis vi kan blive enige om, at vi ikke bryder os om denne form for hetz-kaskade, vi ser med Onkel Reje, så skal vi spørge videre ind til, hvorfor vi ikke bryder os om det. Og vi skal blive ved med at spørge, indtil vi finder ind til den intention, vi har med vores platforme (der i praksis faciliterer adfærden).
Definer prosocialt formål med online tilstedeværelse
Hvad ønsker vi at bidrage med til vores brugere? Hvad er det for en adfærd og et udkomme, vi ønsker at fremme og levere?
Hvis ikke, vi bryder os om den giftige adfærd med personangreb og hetz-kaskader, skal vi integrere dette i en prosocial indholds- og moderationsstrategi og på konsekvent vis arbejde med intentionen bag det brugerskabte indhold på vores platform.
Vi skal vide, hvad vi vil have, og hvad vi ikke vil have.
Både brugere og platforme kan genkende sådanne hetzende kaskader, når de opstår, ligesom vi kan genkende den mellemmenneskelige giftige adfærd, når vi møder den. Når vi kan genkende den, skal den konsekvent lukkes ned med henvisning til formålet – ikke fodres med opmærksomhed og diskussioner om diskussioner, der blot leverer ilt til branden.
Men vi lukker det kun effektivt ned, hvis vi har en intention om, at vores platforme skal tjene et værdimæssigt anderledes formål, end hvad en sådan hetzende kaskade overordnet set tjener. Det skal trumfe, at trafik er godt, og mere trafik er bedre.
Og derefter må vi sluge konsekvensen ift., at vores virale trafik skal skabes af andre følelser end de velkendte og effektive vrede, afsky, angst, frygt og omegn.
Så igen - hvad så nu?
Skab personligt og socialt opbyggelige sociale platforme
Vi kan skabe mentalt bæredygtige og socialt opbyggelige platforme på internettet ved at se på kommunikation som handlinger (eks. du opfordrer, du støtter, du angriber).
Det indbefatter, at vi skal anerkende, at hvis der er handlet på dig (du har modtaget eller observeret), vil det trigge noget hos dig.
Vi kan derfor ikke bare fortælle folk, at hvis ikke de kan lide joken eller udsagnet (der måske provokerer, gør grin med eller andet), så kan de ignorere det og gå videre til noget andet. For skaden er sket. Kommunikationshandlingen er foregået, og påvirkingen er sket.
Når vi anerkender denne virkning af kommunikation, kan vi være konkrete på, hvordan vi ønsker, at der skal trykkes på knapper i vores fællesskaber på vores platforme.
Vi kan skabe steder, hvor vi ikke serielt aktiverer amygdala hos hinanden, således vi ikke er der med skuldrende oppe og agerer i forsvar – enten ved at tilpasse os for ikke at stikke ud med noget, vi er bange for, andre ikke bryder sig om, eller ved at være konfrontatorisk (angreb er det bedste forsvar-metoden).
Hvis man forholder sig realistisk til splittende indhold og adfærd og insisterer på venlighed, respekt, tryghed, og inspirerende og udviklende indhold i, hvad vi lægger op, skaber du et personligt opbyggeligt og kollektivt samlende online fællesskab, der aktivt arbejder for skabelse af fælles fodslag mellem mennesker og nationer.
Et community hvor den lige så naturlige empati er i førersædet hos dine brugere.
Det kan simpelthen ikke undgås med den opskrift, hvor vi tør vise os som mennesker og oplever at blive accepteret og mødt - og også at andre finder os interessante.
Når vi er trygge, er vi åbne overfor at dele vores reflektioner med hinanden og se bagud (minder) og fremad (håb og drømme). Vi reflekterer over, hvad der er hændt i vores liv og med os, og vi ser vores historier i øjnene og kan lægge traumer fra os, så de ikke bliver til latente puljer af vrede/sorg som kan trigges af (for os selv og nok også andre) vilkårlige hændelser.
Vi bliver mere rolige, åbne, håbefulde og mindre stressede. Vores kapacitet vokser.
Dét kan ske i et trygt rum med indhold, der skaber kontinuerlig refleksion.
Så, hvad så nu?
Lad os sige, det er nu, vi retter lyset mod, hvordan det sociale element på internettet rummer potentiale til at skabe steder, hvor sociale supportsystemer understøttes på tværs af alverdens fysiske og personlige grænser og overbevisninger.
Det er nu, vi fra teknologisk side arbejder på at mindske ensomhed ved at skabe rammerne for rig interaktion, der er følelsesmæssigt bæredygtig, personligt opbyggeligt og ansvarlig ♥